Falske forudsætninger

Jesus fremhævede for særlig kritik to adfærdsmønstre, der, mens de fremstår god og gudfrygtig, er virkelig farlige bedrag.

Selvretfærdighedens arrogance

I sit første brev understreger Johannes, at enhver, der hævder at være 'uden synd', bedrager sig selv (1Jn 1:8). Jesus havde et lignende syn på sådanne mennesker. Overvej dette…

Han talte også denne lignelse til visse mennesker, som var overbeviste om deres egen retfærdighed, og som foragtede alle andre.”To mænd gik op i templet for at bede; den ene var farisæer, og den anden var skatteopkræver. Farisæeren stod og bad for sig selv sådan: 'Gud, Jeg takker dig, at jeg ikke er som resten af ​​mænd, afpressere, uretfærdigt, ægteskabsbrydere, eller endda som denne skatteopkræver. Jeg faster to gange om ugen. Jeg giver tiende af alt, hvad jeg får.’ Men skatteopkræveren, står langt væk, ville ikke engang løfte sine øjne mod himlen, men slog ham for brystet, ordsprog, 'Gud, vær mig nådig, en synder!’ Jeg fortæller dig, denne mand gik retfærdiggjort ned til sit hus fremfor den anden; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, men den, der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” (Luk 18:9-14)

Lignelsen er tung af sarkasme. “Farisæeren stod og bad til (eller af) sig selv.” Han indtog Guds plads ved at opstille sig selv som sin egen standard for retfærdighed. Og Gud lyttede ikke engang; på grund af hans påstands arrogance. Dette bør være en kraftig advarsel til enhver, der hævder at have nået en tilstand af syndfri perfektion, forestille sig, at deres liv lever op til Guds standarder eller bare tænke, at de er mere fortjent til Guds gunst end andre.

Men bemærk, at Jesus selv var anderledes. Ved en lejlighed vendte han sig faktisk mod sine bitreste fjender og krævede, “Kan nogen af ​​jer bevise mig skyldig i synd?” Åbenbart, det kunne de ikke; da de i stedet tyede til en udokumenteret påstand om at, “du er en samaritaner, og har en dæmon.”(Jn 8:46-48)

Tilbage til resumé

Nødvendigheden af ​​forandring

Some professing Christians have been led to suppose that all they have to do is to welcome Jesus as their Saviour, og de er fri for enhver risiko for Guds dom til evig tid. I den forstand, at der ikke er noget tilbage for os at gøre for at tjene vores frelse, det er helt rigtigt. Men at antyde, at Jesus ikke forventer nogen yderligere forandring i vores liv, er et dødeligt bedrag. Lad mig illustrere…

Efter hans afvisning i Nazareth, Jesus tog til Kapernaum (Lk 4:16 & Lk 4:29-31), som blev hans nye hjem (Mt 4:13). Simon, Andrew, James, Johannes og Filip kom alle fra området omkring Kapernaum og Betsaida (Jn 1:44; Mk 1:16-29). Jesus udførte mange mirakler i det område (Mt 8:5; Mk 1:30-34; Mk 2:1-12). Efter fodring af 5,000 Jesus var så populær, at folk ville gøre ham til konge, med magt om nødvendigt: men Jesus forlod dem (Jn 6:14-15). De sporede ham igen ved synagogen i Kapernaum (Jn 6:24; Jn 6:59), udgiver sig for at være ivrige efter at udføre Guds værk (Jn 6:28). Men Jesus begyndte at forklare, at deres prioriteringer var forkerte; at han var fra himlen; at det at følge ham krævede en total ændring af syn og en konstant 'fodring'’ på ham for liv og styrke, som kun han kunne levere; og at han skulle dø for at gøre alt dette muligt (Jn 6:27-58). Dette gav overhovedet ingen mening fra deres materialistiske synspunkt; og de var ikke villige til at ændre sig. Det umiddelbare resultat var, at de fleste af disse bekendende disciple forlod ham (Jn 6:61-66).

Disse mennesker havde været glade for at have Jesus med sig, mens han velsignede dem, helbrede dem, sætte folk fri, og opfylder deres behov: men de var ikke villige til at ændre deres perspektiv eller deres prioriteter. Kort sagt, de fleste af dem havde aldrig rigtig omvendt sig. Jesus vidste det: og deres undladelse af at gøre det havde evige konsekvenser.

Så begyndte han at fordømme de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var blevet udført, because they didn’t repent. “Ve dig, Chorazin! Ve dig, Betsaida! For hvis de mægtige gerninger var sket i Tyrus og Sidon, som var gjort i jer, de ville have omvendt sig for længe siden i sæk og aske. Men jeg siger dig, it will be more tolerable for Tyre and Sidon on the day of judgment than for you. Du, Kapernaum, som er ophøjet til himlen, du vil gå ned til Hades. For hvis de mægtige gerninger var sket i Sodoma, som var gjort i jer, det ville være blevet ved indtil denne dag. Men jeg siger jer, at det vil være mere tåleligt for Sodomas land, på dommens dag, end for dig.” (Mat 11:20-24)

Men bemærk venligst, at det afgørende spørgsmål her hverken var deres manglende forståelse af Jesus’ besked, heller ikke deres dårlige opførsel. På det tidspunkt, disciplene, der blev hos Jesus, havde også lidt (hvis nogen) idé om, hvad Jesus’ tale om 'fodring'’ på ham, eller give sit liv for verden, faktisk ment (Mt 16:21-23; Lk 18:31-34). Og deres egen adfærd lod stadig meget tilbage at ønske (Mk 9:33-34; Mk 10:13-14; Mk 14:50, Mk 14:66-72). Men på trods af deres mangler, de var blevet overbevist om, at Jesus var ’Kristus’, den levende Guds søn’ og at han havde ’det evige livs ord’.’ På grund af dette, de var forpligtet til at følge ham. (Jn 6:68-69).

Sand omvendelse handler om at være forpligtet til at følge Jesus; og at ændre den måde, vi tænker og handler på, så vi gradvist kan blive mere som ham i både vores syn og adfærd. Alt mindre er en farlig forfalskning.

Tilbage til resumé

Hvordan Jesus håndterer synd

Vi har set, hvordan Jesus bevidst hævede standarden for adfærd, der forventes af sine disciple, ultimately telling them that they should “være perfekt, ligesom jeres Fader i himlen er fuldkommen” (Mt 5:48). Alligevel var han afvisende over for dem, der hævdede, at de allerede var gode nok (Lk 18:9-14). Vi har også bemærket, at Johannes anerkender muligheden for synd, mens han forsikrer os om, at de, der søger at følge Jesus, kan kende konstant tilgivelse og frihed fra en følelse af fordømmelse og fiasko.. Stemmer dette med Jesus’ eget budskab og eksempel?

Tilbage til resumé

Jesus tilgiver synd

Et af Jesu træk’ ministerium, der mest antagonerede det religiøse etablissement, var hans villighed til at tilgive folks synder. De anerkendte dette som et krav på guddommelighed ('Hvem kan tilgive synder uden Gud alene?’ – Mk 2:7). Men på trods af risikoen for ham selv, Jesus var hurtig til at erklære sin tilgivelse.

Fire personer kom, bærer en lamme til sig. Da de ikke kunne komme nær til ham for mængden, de fjernede taget, hvor han var. Da de havde brudt det op, de sænkede måtten, som den lamme lå på. Jesus, at se deres tro, sagde til den lamme, “Søn, dine synder er dig tilgivet.” (Mar 2:3-5)

But there were some of the scribes sitting there, og ræsonnement i deres hjerter, “Hvorfor taler denne mand sådan blasfemi? Hvem kan tilgive synder uden Gud alene?” (Mar 2:6-7)

Straks Jesus, opfatter i hans ånd, at de ræsonnerede sådan i sig selv, sagde til dem, “Hvorfor ræsonnerer I disse ting i jeres hjerter? Hvilket er nemmere, at fortælle den lamme, 'Dine synder er tilgivet;’ eller at sige, 'Opstå, og tag din seng op, og gå?’ Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder” -sagde han til den lamme- “Jeg fortæller dig, opstå, tag din måtte op, og gå til dit hus.” (Mar 2:8-11)

Jesus tilgav endda synder, der ifølge jødisk lov kunne straffes med døden. Se Lk 7:37-50 & Jn 8:3-11.

Tilbage til resumé

Hvad var Jesus’ Holdning til gentagne lovovertrædelser?

Vi har allerede bemærket, at der var lejligheder, hvor Jesus sagde til folk, at de ikke skulle synde mere’ (Jn 5:14 & Jn 8:11). Men betyder det, at han ikke var parat til at give dem en chance til? Overvej dette:

Så kom Peter og sagde til ham, “Herre, hvor ofte skal min Broder synde imod mig, og jeg tilgiver ham? Indtil syv gange?” sagde Jesus til ham, “Jeg fortæller dig det ikke før syv gange, men, indtil halvfjerds gange syv.” (Mt 18:21-22)

Jesus fulgte dette op med lignelsen om den utilgivelige tjener(Mt 18:23-35), slutter med ordene, “Sådan vil min himmelske Fader også gøre mod jer, hvis I ikke hver især tilgiver jeres bror af jeres hjerter for hans ugerninger.” (Mt 18:35). Lignelsen sammenligner Gud med en konge, som er blevet frataget en sum så stor, at den må have akkumuleret over en meget lang periode, med en tjener skyldte et meget mindre beløb. Jesus siger effektivt, 'Min far har været langt mere langmodig over for dig, end du nogensinde kunne være med din bror. Det er hans standard for tilgivelse overfor dig; så du skal gøre det samme.’

Men der er en advarsel her. Jesus sagde også:

Vær forsigtig. Hvis din bror synder imod dig, irettesætte ham. Hvis han omvender sig, tilgive ham. If he sins against you seven times in the day, og syv gange vender tilbage, ordsprog, »Jeg angrer,’ du skal tilgive ham.” (Luk 17:3-4)

Det er meget sandsynligt, at dette var ordsproget, Peter citerede tilbage til Jesus. Jesus’ svaret er at sige, at der ikke er nogen effektiv numerisk grænse: men dette ordsprog gør også en pointe om angerens plads i dette. Hvis en person gentagne gange begår den samme lovovertrædelse, sår dette tvivl om ægteheden af ​​deres omvendelse. Men Jesus’ instruktion til os er, at vi skal acceptere deres ord for pålydende og tilgive. Vi er ikke kvalificerede til at dømme deres hjerter: men Gud kan og vil dømme både deres hjerter og vores.

“Døm ikke, så du ikke bliver dømt. For med hvilken dømmekraft du end dømmer, du vil blive dømt; og med hvilket mål du end måler, det vil blive målt til dig. Hvorfor ser du den plet, der er i din broders øje, men tag ikke hensyn til den bjælke, der er i dit eget øje? “(Mat 7:1-3)

Tilbage til resumé

Hvad med hans holdning til sine disciple’ Synder?

Hvis vi ser på disciplene i den tid, Jesus var hos dem, de var langt fra perfekte. De skændtes indbyrdes om, hvem der var den største (Mk 9:33-37). Jakob og Johannes forsøgte at narre Jesus til at give dem de to øverste placeringer (Mk 10:35-45). De samme to ønskede at nedkalde ild fra himlen, fordi de ikke blev budt velkommen i en samaritansk landsby (Lk 9:51-56). De bad mødrene holde op med at plage Jesus med deres børn; som virkelig oprørte Jesus (Mk 10:13-16). Efter en dags tjeneste, Jesus sov i båden under en storm; og de beskyldte Jesus for at være ligeglad med, om de druknede (Mk 4:33-38). Peter blev et virtuelt talerør for Satan på et tidspunkt (Mt 16:21-23). Han pralede med, at han aldrig ville forlade Jesus (Mk 14:27-31) og, kort efter, det gjorde de alle (Mk 14:50). Peter bandede endda, svor og nægtede nogensinde at kende ham (Mt 26:69-75).

Jesus tøvede ikke med at konfrontere disse problemer, efterhånden som de opstod. Men, efter at have irettesat dem, han holdt det aldrig imod dem. Og, på trods af Peters fiasko, Jesus udnævnte ham stadig til at lede disciplene (Lk 22:31-32; Jn 21:15-19).

Tilbage til resumé / Læs videre…